Postkort fra Australien 1

Hvad man dog finder

Postkort fra Australien (1)

 

Jo.. hvad man dog finder på garage-salg, et fænomen der er meget kendt her i Australien, hvor vi forresten bor, nærmere betegnet på Gold Coast syd for Brisbane.

 

Jeg har været syg i 2 år, og mens sygdommen var på det højeste, fik jeg den tossede ide at jeg ville have et stort modeltog til at køre rundt i forhaven, bare for at glæde mig selv, og selvfølgelig andre folk. Min kone er lidt af en freak med hensyn til garagesalg, så hun satte sig for at finde det her forbandede tog, og hun fandt det, et tog af fabrikatet Lima fra Italien.

Hun kom hjem og fortalte det, og ønskede at jeg tog med over og så på det, manden forlangte den formidable pris af 10 dollars så det var nok bedst at jeg så det før der blev invisteret, som sagt så gjort. Toget kunne ikke køre men med lidt snilde kørte det en halv time efter hjemkomst og det er siden blevet vurderet til IKKE under 250 dollars hvis det kom på legetøjs auktion.

Det skal også lige nævnes at hun på den anden side af gaden, hvor der var garagesalg havde set en af den slags Volvoer jeg så brændende ønskede mig, men på grund af min alvorlige sygdom (havde nær kostet mig livet) blev der ikke snakket så meget om den bil i første omgang. Da vi nu alligevel var derovre kunne jeg jo godt lige tage et kik. JO JO JO JO JO og meget mere... det var en 262C Bertone, der lignede et bombet lokum. Den havde ikke kørt i 3 år, og motoren havde vist nok sat sig, men for en dansk mekaniker er det da ikke det store problem. Der skulle forhandles en pris med ejeren, han forlangte 200 dollars, hvilket vist var lige i overkanten. Næsten 900 kroner, manden måtte være syg oven i hovedet. Jeg ville tænke over dette.

Dagen efter tog jeg nu alligevel i banken og hentede 200 dollars. Jeg VILLE have den bil. Vi fik snakket om tingene, jeg bød 100 han sagde nej, men så lidt tænksom ud, og kom med et forslag 120 dollars og en kasse øl. OK handlen var hjemme (700 kroner).

Han gloede lidt da der 3 minutter efter kom et fejeblad. (det ventede henne om hjørnet) og jeg tror nok at han fandt ud af at han måske havde lavet en alvorlig fejltagelse. Men det var jo hans problem!

 

Bilen har fået hovedrepareret motoren og er blevet sat istand efter alle kunstens regler. Og den har til dato kørt 153 kilometer med den “nye motor”.

Bilen er af Bilia blevet vurderet til ca. 150.000 gode danske kroner, hvis den var i Danmark, til alt held er den ikke det, for der ruster bilerne alt for hurtigt.

 

Mange hilsner fra

Jesper og Jytte Holck. Queensland, Australia

 

- - -

Du er naturligvis også mere end velkommen til at bidrage med stof og artikler til vores blad.

Ring til os på 70 220 240 eller skriv til redaktionen@danskvolvoklub.dk hvis du har en historie du vil dele med klubbens medlemmer.

Copyright © Dansk Volvoklub