Dansk Volvoklub
6 cyl. limousine

-

EN 6 CYLINDERET LIMOUSINE

(Volvo 164)

Da Volvo 800-serien (taxi-modellerne) ophørte i 1958, havde Volvo ikke længere limousiner at tilbyde køberne. Planen var at lancere en 8 cylinderet model, kaldet "Projekt 358". Det skulle være en V8 på 3,6 liter og 140 heste. I 1960 var projektgruppen dog nået til, at en 6 cyl. motor på 3 liter var at foretrække.


Der blev fremstillet indtil flere scala-modeller, og det store frontparti var gennemgående. Man havde allerede forsøgt sig med noget lignende på P1900 sportsmodellen 5-6 år forinden. Meningen var så at påbegynde produktionen omkring 1965. Men meldingerne fra udlandet var nedslående. Markedet for store biler var dalende og man turde ikke gå i gang med en bilmodel, hvis man ikke på forhånd kunne spå salgstal af en vis størrelse.


Da man så havde Volvo 140-serien på tegnebrættet, satte man sat sig for at der skulle være mulighed for en 6 cyl. motor og en øget akselafstand.


Produktionen på den nye Torslanda-fabrik var oppe på 140.000 enheder, men da kapaciteten var på 200.000 var der altså plads til en produktion i et begrænset antal.

Volvoejere var normalt trofaste. Man gik ud fra at omk. 80% af Volvoejerne var loyale og vendte tilbage til Volvo. Og med fremstillingen af denne limousinemodel, kunne man få fat i de købere der ellers havde vendt sig mod Mercedes-Benz og andre mere luksuriøse bilmærker.


Bildesignerne, med Jan Wilsgaard i spidsen, kombinerede så P358 modellens front med den allerede eksisterende Volvo 140 serie.



For at gøre plads til den 6 benede B30-motor, forlængede man fronten med 10 cm. Akselafstanden var 270 cm, mod 260 cm på Volvo 140. Bredden forblev uændret.

Volvo 164 blev født i efteråret 1968. Interiøret var meget luksuriøst, men med et noget spartansk instrumenbræt af imiteret træ.


Men ydelsen var absolut tilfredsstillende. En topfart på 175 km/t levede op til forventningerne. Maskinen ydede en effekt på 145 heste ved 5.500 omdr./min.


Prisen var 25.500 kroner for basismodellen. 140-modellen kostede 20.550 kroner og en Mercedes Benz med cirka de samme ydelser kostede 29.500 kroner. I 1968 blev der produceret 14.100 stk. og året efter nåede tallet op på 20.200 stk.


Volvo havde igen en populær limousine på programmet.